Foto: Anette Thede
Carsten Berthelsen er foredragsholder og forfatter til ti bøger om verdens mest yndede drik: Øl. Han arrangerer ølsmagninger meget jævnligt: Mere end 100 om året på biblioteker, for firmaer og ølklubber. International øldommer, bl.a. Brussels Beer Challenge, Austrian Beer Challenge, Birra Dell'Anno i Rimini og World Beer Awards i London. Bestyrer af Natholdets Julekalender i kærligt samarbejde med Anders Breinholt (vært) og Søren Rasted (medvært).
God fornøjelse med Natholdets Julekalender og nyd livet med Det Gode Øl!
Julens Øl (2018, Gads Forlag). Læs om de dygtige danske bryghuse, der skaber fremragende øl til jul: Hancock, Herslev, Indslev, Grauballe, Fanø, Thisted, Nørrebro, Willemoes (Vestfyen), Hornbeer, Jacobsen, Fur, Skands, Amager og Mikkeller. Historien om disse sæsonøl og en række belgiske, tysk og britiske beskrives detaljeret og anbefales varmt som en dejlig (og nødvendig) ledsager til den solide vinterkost. Bogen fortæller om juleritualer, -skikke og -traditioner, som vi folk i Norden til alle tider har elsket og respekteret. Bogen har et kapitel med opskrifter på julemad (ved Susanne Berthelsen) og fortæller historien om den forunderlige Natholdets Julekalender på TV ZULU 2017, hvor Anders Breinholt, Søren Rasted og Carsten Berthelsen drak 24 øl på seks timer for at fejre julens komme. Cheers!
"... Berthelsen har en tydelig passion for juleøl, og det skinner på fin vis igennem i artiklerne og beskrivelserne af de forskellige typer juleøl (...). Bør købes af alle biblioteker". Bibliotekernes Lektørudtalelse
Ved en ceremoni torsdag den 1. november 2018 under Brussels Beer Challenge i Mechelen fik Carsten Berthelsen Den Belgiske Bryggeriforenings hædersmedalje og udråbt som ridder af 1. rang. Begrundelsen var som følger: "Carsten Berthelsen har gennem sin virksomhed som forfatter til talrige bøger, i sin egenskab af rejseguide og foredragsholder sat fokus på Det Gode Øl og ikke mindst Det Belgiske Øl. Det skal belønnes".
Hurra! Natholdets (Øl-)Julekalender 2017 fik lørdag den 26. januar 2019 #TV PRISEN som Bedste Online Format. Begrundelsen var følgende: "Prisen går i år til et format, der er vanvittigt underholdende, og som har en sindssyg høj fastholdelsesgrad. Det er en simpel, men original idé, som man virkelig formår at få virkelig meget godt ud af". Tak til de muntre og tørstige drenge: Anders Breinholt og Søren Rasted. Og til det dejlige crew med bl.a. Morten Jarlkov i spidsen. Cheers til hele verden!
”Velkommen til programmet for alle dem, der vil nyde livet med et godt glas”!, således introduceres udsendelserne om 50 øl du skal smage før du dør på DK4. På dette foto er jeg trængt ned i Carlsbergs lagerkælder med ølskribent og -konsulent Bjarke Bundgaard for at smage på vintageøl: Barley wine, tre-og firdobbelt Bockbier, porter og stout fra 1960’erne og 1970’erne, der gennem årene har opnået en fantastisk vinøsitet. I løbet af 20 programmer præsenterer jeg øl omtalt i bogen: 50 øl du skal smage før du dør (skrevet i samarbejde med Rolf Nielsen) og smager på de spændende sager sammen med danske brygmestre, ølspecialister og ølentusiaster. Der er oplysninger om øltyper, gær, humle, mask, lagring, alkoholstyrke og meget, meget mere. Der bliver sammenlignet, smagt og bedømt, mens varmen stiger op i kinderne.
I julen 2017 præsenterede TV ZULU Natholdets Julekalender, hvor Anders Breinholt, musikeren Søren Rasted og jeg smagte på 24 øl før jul. Udsendelserne var af ca. fem minutters varighed og blev optaget på seks klokketimer. Smagningen var ikke kun juleøl, men så vidt muligt hele spekteret af øllets underfulde verden. En udfordring på 24 øl fra det søde til det syrlige, fra det røgede til det bitre, fra det meget alkoholstærke til det relativt svage, fra vintage til lagerfadet, fra lyst til mørkt, fra tøndemodnet til frisktappet.
I 2014 indledte Bryggeriet Skands et samarbejde med Nationalmuseet om at skabe historisk øl. Det blev til fire spændende bryg: To fra Oldtiden, Egtvedpigens Bryg (5,5 %), Juellingekvindens Bryg (6,5 %) og ét med fokus på Vikingetiden: Lagerthas Bryg (7,4 %) samt ét for at ære Danmarks første kvindelige regent: Margrete den Førstes Bryg (6,4 %). Se med på Dk4, hvor museets inspektører og brygmester Kennet Egelund Hansen samtaler med mig om de gode bryg.
Hør Ølpodden på din pc eller Iphone. Sammen med den raske ølnørd, Peter Hagelund, har jeg lavet en række podcasts om traditionelle øltyper, nyskabende øl, sødt og surt, bittert og rasende stærkt bryg, vintage og frisk pilsner fra fad. Vi har været på Copenhagen Beer Celebration (Mikkeller) og Danske Ølentusiasters Ølfestival to år i træk og sammenligner de to begivenheder. Hør nyt fra gode danske ølhuse og nyd en øl med os... Masser af nye afsnit under forberedelse i 2019. Cheers!
Simpelthen suverænt.
Den perfekte kombination af viden, livsnydelse og vidunderlig historiefortælling.
Føler sig hensat til en kælder i Regensburg eller en belgisk kloster, når man lytter til disse to fremragende ølformidlere. Carsten er altid en fornøjelse, og Peter er god til at stille spørgsmål, der sikrer udvikling og relevans. Rami Zouzou, april 2019
I maj 2015 fik Carsten Berthelsen overrakt den belgiske kong Philippes ridderorden og slået til Kroneridder af ambassadør Pol De Witte.
I maj 2017 var det belgiske kongepar på besøg i København. Jeg havde den glæde at præsentere belgisk øl for kongeparret, det danske kronprinsepar og pressen. Mikkeller havde skabt en kirsebærøl brygget med belgisk (spontan-)gær og danske bær fra Frederiksdal. Mikkel Borg Bjergsø står her ved min side, og vi overrækker øllet som en gave.
I 2013 udnævnt som Æresmedlem af Danske Ølentusiaster
På ølfestivalen i maj 2013 blev Carsten Berthelsen udnævnt til æresmedlem af Danske Ølentusiaster. Som den tredje i landet. En stolt og meget rørt mand takkede ydmygst.
Tak til alle ølvenner og ølentusiaster for Den Store Ære!
”... At Carsten Berthelsen er et af de mest kendte ansigter i ølverdenen, kan der ikke herske tvivl om. For rigtig mange ølentusiaster har han været den første introduktion til begrebet: Underholdende Ølsmagning. Ikke nok med at Carsten ved rigtig meget om øl; både om smagen og tilblivelsen, han er også en formidabel formidler! Mange, mange danskere har gennem årene fået en oplevelse ud over det sædvanlige, når han har fortalt om nye og gamle øl, danske øl, udenlandske øl - ja, i det hele taget bare øl....
Carsten var tidligt med til at sætte fokus på øllet. Adskillige bøger er det blevet til - alene og sammen med andre - ligesom han er manden bag adskillige tv-udsendelser. At skulle liste alle Carstens bedrifter op, vil være nærmest uoverskueligt, men mange har heldigvis både set og hørt rigtig meget af det, som han har præsteret. Alt i alt er du en af de mest markante øl-personligheder i Danmark. Du er i stand til at formidle viden om øl, så alle kan forstå det, og så alle føler sig underholdt. Meget mere kan man vist ikke forlange!” Danske Ølentusiasters Landsformand, Anne Lise Knørr.
Foto: Karsten Hedder
Carsten Berthelsen modtog i 2007 Danske Ølentusiasters hæderspris, bl.a. med den følgende motivering:
”Årets prismodtager er en person, der har evne til at formidle viden om øl på en utrolig underholdende måde. Denne evne kommer ikke kun til udtryk på de ølsmagninger, der bliver holdt i hele landet, men også gennem bøger og tv-udsendelser (…) De, der deltog i Danske Ølentusiasters generalforsamling i marts måned i år, oplevede en uovertruffen veloplagt foredragsholder, der vel med rette kan kaldes øllets standup’er, og som var i stand til at fængsle de ca. 250 deltagere.” Landsformand Anne-Mette Meyer Pedersen, Danske Ølentusiaster